Nyheder
Orientering om svindel i foreninger
Kære Forening
Politiet oplever i stadig større grad at kriminelle går målrettet efter foreninger som jeres, når de forsøger at svindle – ofte for meget store beløb. Som forening er I derfor i risiko for at blive udsat for såkaldt CEO-fraud, som også kaldes direktørsvindel.
Denne form for svindel er ofte karakteriseret ved, at et medlem af foreningen bliver kontaktet af en svindler, der udgiver sig for at være foreningens formand. Svindleren vil med stor sandsynlighed benytte en mailadresse, der til forveksling ligner den rigtige formands adresse, og herefter vil svindleren anmode om en pengeoverførsel til udlandet, køb af en række gavekort til fx iTunes eller betale en falsk faktura.
Information - og samarbejde mellem borgere og politi - spiller en vigtig rolle i indsatsen mod IT-relateret økonomisk kriminalitet, og for at vi, i politiet, effektivt kan dæmme op for de kriminelle, vil det gøre en stor forskel, hvis alle i jeres forening er opmærksomme på forekomsten og forebyggelsen af CEO-fraud.
Sørg gerne for, at kassereren i jeres forening altid har de gode råd ved hånden, da det ofte er kassereren, der kontaktes af svindlerne.
Tak for jeres samarbejde og for at I vil være med til at styrke jeres forenings modstandsdygtighed over for IT-kriminalitet.
Venlig hilsen
Lars Steffensen
Vicepolitiinspektør, fg. Økonomisk Kriminalitet
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi